SIMESTED Å

DAG 1 – TORSDAG 16. JULI

Kennet og jeg havde lige siden vores mere eller mindre mislykkedes tur til Trend Aa i 2014, overvejet en ny destination for at træne fiskeriet i åen. Vi foretrækker begge saltvandet ved kysten, men har fået en ‘pludselig’ stor kærlighed til Danmarks indre strømme. Samtidig er det også her den største mulighed for at lave en PR er størst, medmindre vi slår os over på andet fiskeri – vi foretrækker dog stængerne og titlen ‘sportsfisker’.

Efter mange forskellige videoklip fra forskellige danske åer, en masse gennemlæsning og forespørgsler hos andre grejhandlere og andre fiskere, så faldt vores valg på Simested Å. Åen har en god bredde, dog uden at være for bred og uoverskuelig, og så skulle der jo være en fin opgang af store havørreder. Vi havde forinden aftalt leje af hytte ved foreningens samlingssted – Fiskegården – der ligger små 100 meter fra åen.

Vi tog toget til Viborg, derfra gik bussen til Ålestrup og efter en kort lille gåtur var vi ankommet kl. 13.30. Vi blev modtaget af Lone og Tage, et par fantastisk gæstfri og imødekommende mennesker. Tage har fisket i åen mere end 30 år og begyndte hurtigt at forklare et par grønskollinger som os, hvordan vi skulle gribe det hele an. Efter en god snak, så fik vi tildelt vores hytte. ‘Black Zulu’ hed den, opkaldt efter en populær flue, ligesom de tre andre hytter. Vi pakkede hurtigt ud og smuttede op i byen efter penge til hytten og betaling for kontingent til Aalestrup Lystfiskerforening. Oven i det, så skulle vi også have mad til de første par dage selvfølgelig.

Klokken var efterhånden landet på fisketid. Vi havde fået klaret alt det næstvigtigste, som udpakning, klargøring af udstyr og mad – nu skulle vi have et kig på det der var os i vente de næste fire dage. Tage forklarede os hvor vi skulle starte og så var det ellers afsted mod åen. Vi havde begge en plan om at gå amok med fluestangen og skumbillerne, men besluttede os for at starte ud med spin. Vi er som skrevet temmelig grønne ved åen, så spin faldt som den lette løsning, imens vi så området an.

Vi delte os op med et godt mellemrum med mig som forreste mand. Jeg affisker hurtigere, så det var det oplagte valg, men krævede også at jeg listede mig afsted. Området var fantastisk og overvældende smukt, men viste også sine små luner frem, i form af en temmelig gyngende åbrink – en erfaren Tage havde dog forklaret os, at vi blot skulle følge ‘stien’ så tæt på bredden som muligt, så skulle det nok gå. Vi måtte bare ikke gå op ad markerne, medmindre vi var meget forsigtige, da de kunne være endnu farligere at færdes på.

Vi affiskede som gale og havde måske troet fiskene selv ville hoppe på land, vi blev dog klogere, men det gjorde ingenting – vi var forelskede! Det skal dog nævnes, at jeg kl. 22.21 nærmer mig et mindre strømfald og med det samme tænker, at der sikkert står fisk lige herefter og napper det føde, som strømmen fører med sig. Ganske rigtigt. Jeg smider min spinner opstrøms midt i virvaret og på et brøkdel af et sekund, så står jeg med en mindre bækørred i hånden. Efter et hurtigt foto, så blev den hurtigt udsat igen.

Det var efterhånden uforsvarligt at padle rundt i området, når vi ikke kendte det bedre end vi gjorde, så vi begav os hjemover og fandt allerede den første aften en sti, som skulle vise sig at være nyttig mange gange senere.

 

DAG 2 – FREDAG 17. JULI

Op kl. 03.30 efter meget få timers søvn, snup en kop kaffe, ryg en smøg, i fisketøjet og så afsted. Denne gang med fluepinden under armen, skumbillen spændt for og et fantastisk vejr. Nu skulle der sgu landes fisk, masser af fisk og ikke mindst store fisk. Allerede her knækkede filmen og vi fik vist vores uvidenhed om åen, skumbiller og opstrøms/nedstrøms fiskeri. For selvom det godt kan lade sig gøre at fiske en skumbille nedstrøms, så er det svært at komme udenom alle de kloge hoveder, der siger det er det stik modsatte man skal gøre. Nuvel, det vidste vi ikke og gik i gang. Det var heller ikke alle fiskene der vidste det, for rundt i et sving, der fik jeg fluen placeret godt i strømmen og en fisk var hurtigt oppe for at markere sig, ramme kunne den dog ikke. Tre gange ramte den forbi, før den stoppede helt – øv sgu.

Jeg gik videre og så en fisk ringe lidt længere nedstrøms. Jeg listede mig mod målet, placerede fluen og så skete det – den ramte også ved siden af. Det fik mig til at tænke på, om fisk også kan være skeløjede. Imens jeg stod og undredes, så ringede telefonen – det var Kennet: “Har du fanget noget? Hmm… Jeg har lige haft et hug, en ganske fin fisk som i hvert fald var over målet – den rendte sgu med fluen!”. Det blev mere eller mindre afslutningen på et rigtig hyggeligt morgenfiskeri, på trods af fiskene ikke ville med på land.

Efter en god lur, så ankom Kim med lidt ekstra proviant og et stort smil på læberne. Vi fik lidt frokost og så var vi pludselig tre kæmpere med fluestangen og skumbillen spændt for. Denne gang havde vi læst op på det og fiskede den opstrøms. I mit hoved gav det hele pludselig meget mere mening, selvom vi ikke alle var helt enige om det. Vi pjaskede lidt rundt med fluerne og efter få kast havde Kim en fin fisk oppe at vende, men det skulle desværre ikke være. Vi hørte hver især lidt pjask, så nogle få fisk nappe i overfladen og jeg hørte et ordentlig plask få meter fra mig, da jeg fik lidt at drikke. Bortset fra det, så var der heller ikke noget at komme efter i denne omgang, så vi travede over marken og hjem til hytten.

Efter en god omgang kød på grillen, så fik vi gjort spinstængerne klar og mente nu, at det var på tide vi prøvede et nyt stykke å. Vi valgte det stykke der var aller tættest på og fiskede os hen imod hovedvejen. Jeg selv startede rimelig tæt på et sving og i andet kast, det når jeg at se en fisk fra dybet hamre ind i min spinner og tage den for fuld kraft. Jeg var målløs og nåede ikke at tænke noget – det så så fedt ud. Bækørreden, som har været omkring de 25 cm, slap dog rimelig hurtigt igen og jeg måtte ærgre mig lidt over det, før jeg fortsatte. Ikke ret mange kast efter, så var der fisk igen. Samme art, samme størrelse og samme slutning. Satans også. To mistede fisk på et kvarters tid.

Efter at have rundet et strømfald og en meget gyngende grund, så kom jeg til et stræk jeg følte mig ret sikker på. Mit første kast viste da også, hvorfor bækørreder er kendt for at være glubske. Spinneren ramte vandet og … ja så var det bid. En bækørred der ikke var mange cm større end selve spinneren. Super flot fisk dog. Lige efter den blev genudsat, så fik jeg en besked fra Kennet, et fint billede af en endnu mindre fisk ramte min skærm, det kørte for os – eller noget. Det blev dagens sidste fisk og efter et temmelig sumpet område blev passeret, så ventede der en god snak ved hytten, før Kim tog hjem og vi kunne gøre klar til næste dag.

 

DAG 3 – LØRDAG 18. JULI

Kl. 04.00 faldt valget igen på fluestængerne, men nu skulle der prøves noget nyt – nedstrøms rørflue. Det kunne da ikke gå galt. Vi startede to vidt forskellige steder. Kennet tog det kendte stykke å med alle svingende, og jeg selv gik målrettet efter en ret lige strækning, som vi ikke havde gået endnu. For at gøre en kort historie kortere, så var der ikke mange tegn på liv i vandet og vi fangede intet på morgentrækket – de lidt kedeligere ture er også en del af at være lystfisker.

Jeg besluttede mig for at gå tilbage til spinstangen igen, da den havde givet mig fisk tidligere og en 0-dag, det kunne vi ikke have hængende på os. Vi gjorde klar til eftermiddagstrækket, hvor jeg havde luftet en idé, som Kennet endte med at udføre og jeg selv gik ned på det første stykke vi fiskede på om torsdagen. Kl. 14.46 fik jeg den første fisk på land, et lille hug og en lille bækørred. Den var kroget grimt og det fik mig til kraftigt at overveje nye krog på mine spinnere, noget jeg har gjort alvor af efter vi er kommet hjem igen. De store trekroge er simpelthen for voldsomme, når der også bider mindre fisk på og man hader unødvendige lidelser lige så meget som jeg. Fiske hjalp mig til gengæld godt, for selvom det skulle gå hurtigt, så skulle det også gerne gøres uden aflivning. Jeg fik den første krog ud og fisken satte i et gevaldigt spræl og vupti, så havde den vristet sig selv fri og samtidig lavet hovedspring i baljen – dejligt befriende!

Lige præcis en halv time senere, der ser jeg et dybt område nogle meter foran mig og tænker: “Der skal jeg have den spinner ned!”. Det nåede jeg så ikke, før turens største og sidste fisk stormer irriteret op fra dybet og nakker min spinner hårdt. Endnu en bækørred, denne gang på 29 cm. Også den fik sig vristet fri, men det betød hovedspring i græsset. Et hurtigt foto og så ellers ud med den også – mere blev det ikke til på dette træk.

Om aftenen ankom en af Kennets gode kammerater, Teddy. Teddy er lige startet med at lære fluestangen at kende og har lagt stærkt ud med en pind fra Hardy – tanken var, at han lige så godt kunne prøve det sværeste fra start, det tror jeg lykkedes. Imens Kennet og Teddy gik og hyggede sig, så tog jeg spinstangen og gik opstrøms længere omme. Jeg var dog begyndt at føle mig lidt hærget. Lænden brokkede sig over de mange skæve vrid, anklerne klagede sig over støvlernes gnaven og fødderne over de mange kilometer og udfordringer underlaget gav. Det hele resulterede i, at jeg affiskede hurtigt og med hovedet under armen – så fanger man sjældent noget og da det trak op og vinden begyndte at nærme sig 9 m/s, så kom de andre også op. Efter lit mad, drikke og snak, så blev vi enige om et morgentræk kl. 04.00, inden der skulle pakkes til hjemturen.

 

DAG 4 – SØNDAG 19. JULI

Vækkeuret ringede og min første følelse var absolut smerte. Ikke noget livstruende, men hele kroppen var øm og færdig. Mit første kvæk var: “Jeg tager ikke med, jeg er træt!”. Således gik det til, at Kennet og Teddy var på egen hånd. Det eneste jeg kan berette om denne dag er, at jeg er ok go’ til at gøre rent og Kennet og Teddy er dårlige til at fange fisk – de kom i hvert fald tomhændede hjem, til en ren hytte.

Efter et lift til Randers og en hurtig tur i toget, så landede vi igen i Aarhus. Trætte, men fyldt med fantastiske indtryk fra et fantastisk område – en natur i verdensklasse.

Vi glæder os som små børn, til vi skal tilbage igen!

 

***EKSTRA INFO***

Jeg går rimelig meget op i, at fiskene behandles ordentligt og med ‘respekt’ for deres videre liv, så vidt det er muligt og uden at være fanatisk med det. På denne tur fik jeg mig dog et par overraskelser, som det også ses på nogle af billederne – et par overraskelser jeg kunne have undgået, havde jeg været lidt mere erfaren med fiskeri i åen. De voldsomme trekroge kunne sagtens have været skyld i aflivede fisk, men blev det heldigvis ikke.

Når man køber en spinner, så er trekrogen i mine øjne alt for stor. Generelt er jeg ikke meget for trekroge, men de hører sig ligesom til ved spinnere – eller gør de?

Jeg kan nu sige, efter jeg er kommet hjem fra Simested, at jeg med god samvittighed har skiftet ALLE krogene på min spinnere ud, med enkeltkroge i passende størrelser. Nu matcher de mine kystblink, som også er monteret med enkeltkroge og det fungerer minimum lige så godt i mine øjne, faktisk bedre.