NATFISKERI VED MARIENDAL
FREDAG 3. JULI
KL. 20.09
En pludselig indskydelse tidligere på ugen resulterede i planlægning, kalenderkigning og håb om en ordentlig vejrudsigt. Jeg trængte nemlig umanerligt meget til at komme en tur til kysten og samtidig, så er kystfluestangen blevet opgraderet inkl. hjulet, så det kriblede ekstra meget i mig. Til de interesserede, så faldt valget på en Scott Radian 9” #7 med et Lamson/Waterworks Vanquish hjul og en RIO Dart – det spiller dælme.
Jeg fik fri omkring 15.00, fik pakket og besluttede mig endeligt for at det skulle være en nattur, så jeg tog afsted først på aftenen, så der ikke var noget der pludselig blev i sidste øjeblik. Vel fremme ved målet, fandt jeg ud af DMI og alle vejrguderne for én gangs skyld holdt hvad de havde lovet – det var blikstille. Et vejr som mange finder besværligt, men som jeg selv har haft ganske udmærket held i og jeg trængte generelt bare til at slappe af.
Udstyret blev gjort klar. Primært fluekæppen, men jeg havde dog taget spin med også, i tilfælde af lyst og nød. Der var desværre en del strandgæster, men som det gamle ordsprog siger: “Når badenymferne går hjem, så kommer lystfiskerne frem!”, eller noget. Jeg gik i vandet og trænede lidt med min nye stang og benyttede tiden til noget fornuftigt, imens jeg ventede på stilhed fra mennesker og badende hunde.
KL. 20.57
Jeg havde fisket lidt vagt en times tid, mest for at øve mig, men også fordi jeg ikke helt troede på det endnu – det var for varmt og lyst. Nogle af badegæsterne var også begyndt at kigge lidt underligt på mig, som om de aldrig havde set en fiske før og jeg anede sågar en af dem fortælle sin søn, at: “…det manden laver, det er spild af tid!”. Kort tid efter fangede jeg en fjæsing på min Guldkutling. Ikke noget videre pragteksemplar, men sønnen himlede op og faren stod, forhåbentligt, med en dårlig smag i munden. Kort tid efter kiggede jeg tilfældigt ud over det klare vand og i det samme, nogle 100 meter ude, der springer en stor havørred helt fri af vandet, mindst et par kilo, og landede med et ordentligt plask på siden – et gudesmukt øjeblik og herefter begyndte de at springe med jævne mellemrum.
KL. 00.37
Mørket var efterhånden faldet på og min tro på fisk steget i samme takt. Min elskede Guldkutling havde jeg dog mistet, i mine forsøg på at lære udstyret bedre at kende, så jeg havde skiftet over til en Bug Body Bille. Jeg havde efterhånden fået godt styr på stangen og linen. Jeg fik skudt nogle gode kast af og pludselig, lige ved siden af badebroen, der kom en havørred efter fluen og slubrede vand i sig – den ramte ved siden af. Jeg gav fisken lidt tid til at lade forvirring lægge sig, så jeg kunne kaste til den igen og endnu engang kom den til syne, men ramte ved siden af – mons tro fisk kan blive skeløjede? Jeg gentog og halede fluen helt roligt ind og endelig ramte fisken. Det blev en forholdsvis kort, men intens fight, før jeg fik landet en flot blank havørred lige over målet – den blev dog hurtigt genudsat.
Jeg fiskede lidt videre, men trætheden meldte sig efter en lang arbejdsuge, så jeg satte mig op på en bænk i nærheden for at hvile lidt og lukke øjnene.
KL. 03.01
Uden egentlig at sove så havde jeg hentet lidt ekstra energi og eftersom lyset meget svagt var begyndt at bryde frem, så fik jeg lyst til at prøve noget andet end Bug Body Billen og på røg en sort Wolly Bugger. Den gav fisk i første kast og igen kunne jeg lande en fisk lige over målet, som også blev genudsat. Herefter hørte jeg en del liv, men mærkede ikke mere og så egentlig bare frem til at komme hjem og få en godt lur, oven på en fantastisk hyggelig nat, med spejlblankt vand, fuldmåne og fisk på land.