KENNET OG KYSTEN
SØNDAG DEN 19. OKTOBER 2014
KL. 13.22
Kennet og jeg snuppede atter engang bussen mod kysten. Jeg havde valgt bombarda igen, så jeg kunne pudse videre på teknikken og Kennet havde snuppet spinnestangen med. Vejret var ret øv, men meldingen var, at det skulle klare op i løbet af eftermiddagen, så det satte vi vores lid til.
KL. 14.36
Da vi ankommer til kysten, går der ikke mange minutter før regnen tager til, en del. Vi havde ikke helt påklædningen til det, men vi satsede og gik hen mod udgangspunktet. Vi stod og muggede lidt under et træ, før det stilnede stille og roligt af og med ét stoppede. Vejret gik fra kedeligt til lækkert og så blev fiskeriet skudt i gang.
KL. 15.17
Vi affiskede lidt langs kysten, før jeg blev enig med mig selv om at trave hen til nogle høfder, hvor jeg tit har mærket liv. Det tog dog heller ikke lang tid, før den første fisk var på, men det var ikke mig. Kennet piftede op og jeg smed selvfølgelig alt jeg havde i hænderne, en fin mørksej og en rigtig god start på fiskeriet. Den blev pænt genudsat.
KL. 15.29
Ikke længe efter, så mærkede jeg et hug, endnu et. Jeg lavede et stop, mærkede tre hurtige hug og gav tilslag. Jeg så dog kun en bølge i overfladen, af noget der kunne ligne en fin fisk der pænt vendte om. Ærgrelse var der dog ikke tid til, for igen kom der et pift fra Kennet. Jeg skyndte mig naturligvis atter at komme ham til undsætning. Det var også en fin mørksej.
Kennet gav sig til at fjerne krogen, men havde ikke andet end lige fået sig sat, før bølgen rejste sig bag ham og jeg begyndte at råbe ham op. Færgen havde været forbi og de der har fisket i Aarhus Bugt, de kender nok alt til den lunefulde og snigende måde vandet pludselig rejser sig på. Han nåede det med nød og næppe, alt imens jeg gik i panik: “FUCK!!! Min stang!”. Jeg fløj over stenene og nåede lige at få styr på den, men det var ikke ovre. Bølgen havde slæbt et halvt kilo sand i hjulet, hvilket var lige ved at annullere resten af turen for mit vedkommende. Det lykkedes mig dog, efter en god kamp, at få det værste ud og Kennet fik genudsat fisken.
KL. 15.40
Bølgerne havde ikke engang lagt sig og jeg var lige blevet færdig med at rense det værste af hjulet, før Kennet giver lyd fra sig igen. Det lod ikke til, at jeg skulle komme ind i en ordentlig rytme i dag, men hvad gjorde det, når ens fiskemakker hiver dem op på samlebånd. Endnu en mørksej blev landet, endnu en mørksej blev genudsat og vi morede os lidt over det hele.
KL. 15.59
Jeg havde efterhånden fået hjulet til at spinne fint rundt igen og affundet mig med, at det måtte briste eller bære. Jeg måtte kigge på det, når jeg kom hjem. I løbet af dagen havde jeg fået min teknik med bombarda gjort betydeligt bedre og forfanget formåede kun at drille tre gange. Jeg gik og hyggede mig fint med tanken om, at jeg endelig havde fået det ind under huden, da Kennet piftede igen og atter hev en fin mørksej op. Fire mørksej og mange flere hug. Jeg havde på det tidspunkt kun haft et par hug, så noget tydede på, at bombarda bare ikke var det der skulle til den dag.
KL. 17.18
Efter at have hevet fisk op med meget korte intervaller, så var det som om fiskene slappede lidt af igen og Kennet måtte sætte forventningerne lidt ned igen. Jeg måtte med andre ord vente næsten halvanden time, før jeg igen skulle høre Kennet pifte op. Jeg kunne se det var en mindre fisk denne gang og Kennet bekræftede det hurtigt. Men… Det var til gengæld turens første havørred, så det var helt fint og den blev hurtigt genudsat.
KL. 18.41
Efter havørreden og endnu en bølge fra færgen, som jeg dog undgik lidt bedre denne gang, så lånte jeg et blink og fiskede spin den sidste times tid. Jeg gav den gas med indspinningen og ikke mange kast efter, der gav det et solidt ryk i stangen og fisken var helt oppe i overfladen. Det så fedt ud, men jeg fik den ikke på krogen desværre og det var tæt på det sidste for den dag.
En super hyggelig tur, som let kunne være endt med fire mørksej i posen. Kennet og kysten er vist ikke helt ved siden af, når turen gik som den gjorde.