NULBON VED KALØ

SØNDAG 22. MARTS

 

KL. 12.28

Et eller andet skøøøøørt sted (læs: Reflektioner på kysten) har jeg læst, at forårsfiskeriet fungere bedst i pålandsvind, da de øverste vandlag bliver varmet op og bragt ind mod land. Fisken vil gå efter disse varmere lag, hvilket er en af grundene til, at foråret fisker så godt tæt på land.

Med vinden kommende fra vest-sydvest, planlagde jeg derfor et smut til Kalø. Området er fantastisk, både selve naturen, men bestemt også bundforholdende de fleste steder. Bussen bragte og jeg fik klaret alt det indledende – hvilket godt kan tage lang tid for mig, hellere for meget udstyr, end for lidt jo.

 

KL. 13.46

Uden at råbe for højt, så er de fleste i området sikkert bekendt med det badekar, der ligger mellem Kalø Slotsruin og land, hvilket er blevet det sted jeg starter, når jeg er på disse kanter – ikke så meget som ét hug, men et par fine billeder blev det da til – om ikke andet, så ligner det da en ‘sølvkyst’.

 

KL. 14.55

Da badekarret ikke gav noget, eller for den sags skyld viste tegn på liv, så begav jeg mig videre vestpå langs Hestehave. Her havde jeg sidste gang set nogle flotte bundforhold, som jeg gerne ville udforske lidt nærmere og det bliver vel næppe lettere, end på en dag hvor det er vanvittigt lavvandet. Jeg huskede ret, det er et stort lækkert område, med masser af steder fiskene kan gå og mæske sig – men stadig ingen tegn på liv. Endnu en lille serie billeder blev det dog til.

 

KL. 17.19

Samtidig med at tjekke bundforholdende, så fik jeg også mulighed for at komme lidt længere rundt om Hestehave. Det resulterede i et par gode overraskelser. Den første var, at jeg fandt en god mulighed på land, hvor der for en enkelt nat ville være plads til at smide sit telt op og nyde lidt aften-, nat- og morgenfiskeri. Den anden overraskelse kom i form at dagens første nap, et par forsigtige stykker af slagsen og en følger i en temmelig god størrelse, der dog blankt afviste mig på falderebet. Igen har det først været i skumringen, at den største aktivitet har været i vandet.

Kroppen var dog begyndt at skabe sig. Lidt ømhed hist og her, toppet med et par frosne fingre, som efterhånden ikke kunne genoplives, fik mig på tanker om at stoppe for i dag. Jeg ville dog liiiiige have et kast mere … og et mere … og måske et mere, før min stang gav en knap så underholdende lyd fra sig og topstykket af den tredelte stang røg samme vej som mit Inno-flåd. “For SATAN!”, fik jeg vist udbrudt temmelig højt, da jeg troede skidtet var knækket. Det var den dog ikke, men lidt skade havde den taget, så den skal til læge en af dagene.

Jeg afsluttede en skøn dag, et par timer før jeg egentlig burde, men det får jeg lavet om på næste gang.