KYSTTUR MED FLUEKÆPPEN

TORSDAG DEN 2. OKTOBER 2014

 

KL. 05.00

Jeg stod jeg tidligt op, alt for tidligt, men hvad gør man ikke for at komme på kysttur når vinden er i det rigtige hjørne? Jeg havde fralandsvind og glædede mig til at komme ud med fluestangen, så jeg måtte ud af fjerene kl. 05.00 og gøre mig klar.

 

KL. 05.48

Jeg fik pakket det sidste i min rygsæk og så var det ellers ned til bussen. Jeg er desværre ikke velsignet med en bil, så jeg må ofre mig på en del områder, men som skrevet: “Hvad gør man ikke for at komme på kysttur?”. Turen tog ikke så længe som forventet, heldigvis, for jeg kunne mærke det ville blive en god morgen, så det kunne kun gå for langsomt.

Bussen stopper ca. 1-1,5 km. fra mit udgangspunkt og jeg ville gerne nå det inden det blev alt for lyst, så det var bare afsted gennem skov og stenet strand. Jeg svedte godt da jeg ankom og tog mig lidt tid til at ‘lande’, få skiftet til det rigtige udstyr og rigget stangen til. Vejret var perfekt, helt roligt, så jeg valgte en lille flue – Kobberbassen.

 

KL. 07.01

Få minutter inden jeg var klar gav det et lille, men solidt plask bag mig og jeg fik selvfølgelig drejet omkring hurtigt. Det var for mørkt til størrelsen på fisken kunne ses, men det var liv og jeg var glad. Min første tanke var: “Super, dig snupper jeg om lidt!”. Herefter drikker jeg det sidste kaffe, binder Kobberbassen til linen og tager det første skridt mod vandet. Får noget line ud, tager fem skridt ud i vandet, sender det første kast afsted og BANG! Knap havde fluen ramt vandet før den blev snuppet. Jeg mærkede hurtigt det ikke var en undermåler, som jeg ellers havde snuppet en del af de andre dage, så jeg gav mig god tid og fik landet fisken. En fin han på 45 cm., 0,88 kg. og en lille kæbekrog. Super fedt, så var jeg lige som i gang og endda på første kast.

 

KL. 10.52

I løbet af de første timer havde jeg yderligere et par hug, men mistede hurtigt fisken. Alt i alt endte det med fire mistede, tre undermålere og den fine hanfisk. Den ene af de mistede var i øvrigt en lille hornfisk, den overraskede mig lidt da den hoppede af og så ud til at sætte en meget målrettet kurs mod mine waders. Den vågnede heldigvis op og skyndte sig væk.

Alt i alt en helt fantastisk kysttur og start på oktober.