FJORD TIL FJORD 2017

FRA FJORD TIL FJORD 2017

Igen i år besluttede vi os for at give konkurrencen et skud. Ok, vi giver generelt alle de konkurrencer et skud, som vi kan komme afsted til, hvilket egentlig er lidt sjovt, da det ikke er præmierne eller selve konkurrencen der betyder mest for os.
Jeg har muligvis været inde på det tidligere, men jeg har en klar overbevisning om, at der er nogle forskelle på lyst- og sportsfiskere, hvoraf vi tilhører den første gruppe. Derfor kan jeg også sige, med hånden på hjertet, at det ikke er præmierne, men muligheden for at komme ud en hel weekend der trækker. En hel weekend, hvor vi ikke er afhængige af noget eller nogen. Vi skal bare fiske og snakke med ligesindede på vores vej. Kaster det en præmie af sig, så er det selvfølgelig fantastisk, men det er ikke en forventning. Altså, vi bruger næsten mere tid på at æde, ligge på sofaen og klø os … på maven.

FREDAG 28. APRIL

Både Kennet og jeg selv havde sørget for at have fri til begivenheden, og var derfor på plads i Kalø Vig med linen i vandet ved middagstid. Vi havde lejet et sommerhus i toppen af Ebeltoft Vig, så vi udfordrede vejret et par timer, før vi rullede mod det.
Der var godt vind i sejlene og bunden var lækker, men fiskene var ikke i humøret. Vi kastede og kastede, men lige lidt blev det til, før til sidst. En god sky kom ind over og begyndte at læsse vand i hovedet af os, samtidig med vindstyrken midlertidig skubbede ekstra på. Kennet var færdig med strækket og gik op i læ, så jeg satte farten lidt op, så vi kunne komme videre – så begyndte fiskene selvfølgelig at vise sig. Først én følger, så én mere og til sidst et par stykker, hvoraf den ene puffede til blinket. Mere blev det dog ikke til på første plads.

Vi trillede videre til sommerhuset, læssede af og kørte ind for at hente til proviant og lavede derefter mad til hele weekenden – chili con carne. Om ikke andet, så ville vi da ende med de mest gustne waders af alle 265 deltagere, når weekenden var ovre.

Om aftenen faldt vindstyrken en anelse og vi drønede sydover til Helgenæs. Vi mødte et par gutter på pladsen, der var ved at pakke sammen for at teste nyt vand og fik en kort snak med dem – de havde intet mærket. Vi besluttede os dog for at prøve alligevel og gik ned til kysten, hvor vi delte os op. Kennet i den ene retning og jeg selv i den anden.
Der gik ikke mange minutter før jeg fik fast fisk, femte kast mere præcist. Den gav et par ok ryk og jeg var sikker på den lå omkring målet, hvilket den også gjorde, men jeg blev dog hurtigt klar over det var en tyk hornfisk. Ud med den igen og jeg måtte fiske videre med stanken fra både fingre, handsker og stang.
Få kast efter gav det et godt hug i kæppen få meter fra mig. Et par hurtigere ryk og et mindre udløb, gjorde mig hurtigt klar over det var en havørred. Fedt, så skide være med om det bare var en af de mindre, den skulle bare fightes hurtigt og så ud igen. Jeg lagde pres på fisken og bum, efter få sekunder gik den i overfladen med ryggen. Ligegyldigt, den ville nettes og jeg ville gerne hjælpe, så jeg gik ud mod den med nettet i hånden, for at gøre kort proces – det blev ikke som jeg forudsagde. Fisken gik pludselig dybt og stod stille. Jeg bakkede lidt, for at presse fisken igen, og så tog fanden ved den. På et split sekund rykkede den sig små 10 meter på langs med stranden og jeg måtte kyle nettet op på kysten, så jeg kunne styre fisken. Den fisk der åbenbart var større end den havde givet udtryk for. Nettet ramte vandkanten og jeg tænkte noget a la ‘fuck det, jeg må ofre nettet, hvis bare jeg får den her landet’.
Jeg mistede alt fornemmelse af tid, så kampen aner jeg ikke hvor længe varede, men den føltes lang og flere gange var jeg sikker på, at den ville smutte fra mig. Det gjorde den dog ikke og den første aften kunne jeg lande min nye PR – 63,5 cm. og 2,87 kg. I mellemtiden, så var nettet blevet taget af bølgerne, men når heldet rammer én, så kommer det gerne i mere end én omgang – det var selvfølgelig bare skyllet op længere henne.

Kennet havde i mellemtiden kæmpet med en masse skidt i vandet, så han kom i god tid, så vi kunne komme til indvejning. Kort tid efter vi sad i bilen og bankede mod Trige, der startede der et vildt regnvejr, så det var måske fint nok det hele. Fisken blev indvejet og da jeg fjernede ‘motoren’ på den, der lå der fem tobis i sækken på den – de skulle senere vise sig at være vigtige.

Lørdag 29. april

Da vi nu netop er lystfiskere, så var der jo ingen grund til at stå tidligt op, bare for at stå i et højt søjletryk, så vi sov ‘længe’ før vi daffede mod de yderste kyster med blod på tanden. Hold nu kæft det var dumt og sagde lidt om, hvor få gange vi har været på de kanter. Bølgerne mindede om Vesterhavet og vinden, ja, det var bare lård. Vi rullede tilbage og sigtede atter mod en ny plads på Helgenæs. Vi fiskede en times tid, før det dog blev for komfortabelt, så vi rullede videre til næste og fiskede her en times tid også. Begge steder uden den mindste form for held.

Hul i det, hjem til mad og sofa det gik igen.

Aftenen gik med lystige skridt ved samme sted, hvor jeg havde haft heldet med mig første aften og den fik gas. Mange meters vand blev gennemtæsket af to mennesker med forskelligt agn og absolut intet mærkede vi, bortset fra en hornfisk til Kennet. Sjovt nok stødte vi på de to gutter igen senere på aftenen og fik en lang og underholdende snak. Det stak selvfølgelig lidt, at jeg havde taget det der blev en femteplads lige der, men ja, som jeg ser det, så er det nok mere held end forstand – vi daffede hjem.

Søndag 30. april

Sidste dag i konkurrencen og jeg var fast besluttet på at give den det sidste jeg havde, for at forbedre min placering i konkurrencen. Jeg smuttede kl. 04.30 med retning ind mod Aarhus og vigene. Første plads var super lækker og jeg var første mand på pladsen. Det var ufatteligt lavvandet. Jeg vadede et godt stykke ud og begyndte at fyre wobleren afsted og ikke ret længe efter, der var der en fin fisk der hvirvlede overfladen fint op lidt længere ude – den ville intet.
Jeg så et par fisk mere der viste sig, men intet gad og i mellemtiden var der kommet et par fluefiskere til. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg enten skulle skifte til flue, eller smutte videre – det blev det sidste. Længere ind til Kennet og en af de steder, hvor Kennet var godt i gang med fiskeriet – også helt alene på pladsen. Underligt nok, men meget rart.

Jeg stødte til og i tredje kast var der allerede fisk. Endnu en hornfisk og denne gang fejlkroget, så det blev et værre bøvl, men fisken slap nogenlunde godt fra det – heldigvis. Kennet nappede en undermåler og smuttede videre til hans andet spot for dagen. Imens fiskede jeg det sidste stræk af og havde en lille håndfuld hornfisk til at følge med ind. Vejret var for godt og vandet var for lavt – jeg gad ikke mere, kunne jeg mærke.

Jeg smed en besked til Kennet, pakkede HELT sammen og rullede mod Trige.

Øjeblikkeligt daffede jeg over til den nuværende top 10. Jeg lå stadig nummer 5, men jeg turde ikke føle mig helt sikker, får der var fløjtet af. Til mit held var det ikke optimalt fiskevejr og jeg begyndte stille og roligt at indse, at jeg højst sandsynligt ville beholde min plads.

Tilbage til de fem tobis, som jeg uden at vide meget om det, godt kunne finde på at skyde til omkring 100g, hvilken præcist var det der skilte min fisk fra 6.-pladsen – rart med en forslugen fisk og heldet fortsatte. Jeg gør det kort, folk er nok ligeglade, men det blev til en Hardy Zephrus #5 fluestang og i det amerikanske lotteri, der vandt jeg så også en Simms sling pack – some skrevet tidligere, så kommer heldet gerne rullende, så jeg var en overrasket og glad lystfisker.

Mon ikke jeg/vi kigger forbi igen næste år!