AARHUS BUGT I NORD

FLEKS PÅ KLINGEN I AARHUS BUGT

Det er ved at være længe siden vi har vist tegn på liv. Sådan er det, når der er arbejde der skal passes og andre hverdagsting. Vi har dog været afsted, specielt har jeg personligt virkelig givet den gas efter årets først havørred, men hold nu op hvor har de ikke været samarbejdsvillige i år. Det har vendt en lille smule, hen over de sidste dage, men jeg er stadig ikke tilfreds eller imponeret.

Jeg kan lige kort nævne, selvom det ikke er indlæggets kernehistorie, at vi var tilmeldt Grejbiksens konkurrence, Fjord til fjord, og her fik jeg endelig taget årets første havørred. Flot fisk på omkring de 45 cm. Det blev dog ikke til meget mere for mit eget vedkommende på denne tur, men Jon nappede nogle stykker, hvoraf den ene var en rigtig flot overspringer på 53 cm.

Indlægget handler dog mere om at vise livstegn og jeg var ude i går, helt alene. Kennet gad ikke med, muligvis fordi vi havde fisket os halvt ihjel over weekenden. En fair undskyldning, men jeg kan ikke få nok, så på trods af vejret, tog fanden ved mig og skubbede mig mod den nordlige del af Aarhus Bugt. Jeg havde udset mig et spot, et mindre et af slagsen, som jeg ville starte på og så tage den derfra.

Jeg fik hurtigt rigget mit spinudstyr til med Sømmet og så var det ellers afsted for at se om vandet havde samme farve som alle andre steder. Det havde det og bunden så fantastisk ud. Vadningen var besværlig pga. den ret fantastiske bund, bølgerne gik højt med omkring de 9 m/s lige på og delvist hagl, regn og sol. Der skulle kæmpes for det på dagen, men det er jeg vant til, så det var bare med at komme i gang med kast i alle retninger.

Som skrevet var det ikke et voldsomt stort spot, så jeg fiskede meget koncentreret hen til enden. Jeg var ved at tage min første tur på røven op til flere gange, men jeg undveg med nød og næppe – helt motorikspasser er jeg åbenbart ikke, men mon ikke turen kommer til mig en dag også? Jeg havde ikke mærket det mindste og det havde næsten taget mig en time at gennemfiske det lille stykke. Jeg havde dog stadig stor tro på tingene, da jeg begyndte at fiske mig tilbage igen og til min fordel blev bunden mere tydelig i denne retning, hvilket gav mig mulighed for mere velplacerede kast.

Da jeg er nået halvvejs tilbage, står jeg og kigger hen langs vandet og bunden ser vild ud helt inde under land, hvor der samtidig er dybt. Som med fluen, så beslutter jeg mig for at fyre et langt kast afsted, så jeg lige kan få det affisket inden jeg traver den vej på. Gennemløberen tumlede ikke rundt meget mere end tre meter fra bredden, eller for den sags skyld mange meter, da det endelig gav et ordentligt ryk i stangen og jeg gav modhug. Det blev til en super lækker fight og en af de mere spændende. Fisken kæmpede fantastisk, den huggede helt ude i kastet og jeg skulle holde styr på vind, bølger og bund, samtidig med at linen skulle holdes stram – super fedt. Jeg havde desværre glemt nettet oppe i bilen, så jeg var nødsaget til at løfte den flotte fisk på på stenene, hvor den heldigvis selv hoppede fri af krogen. En flot havørred på omkring målet så ikke ud til at have taget skade, så et hurtigt billede efterfulgt af en hurtig genudsætning gav mig større tro på tingene.

Jeg fiskede lystigt videre med et stort smil – der måtte være flere, det kunne ikke passe andet. Jeg forsøgte langs bredden flere gange, men ikke noget liv, så jeg lagde et kast langt ud og kort tid efter, så blev buen spændt. Igen var det helt ude i kastet. Min fornemmelse var først, at fisken var større og gik dybere, men det blev ret hurtigt afkræftet, da jeg så en stor hornfisk danse rundt på halen. Det var ikke lige det jeg havde sigtet efter i dag, men den blev halet ind og smidt i galgen – jeg havde en opskrift der skulle testes.

Sekunder efter hornfisken er landet, får jeg øje på en drøm af en fisk. Imellem bølgerne, som var blevet større og mere uregerlige, så jeg først en hale fra noget der lignede en stor fisk. Det fik jeg hurtigt bekræftet, da den igen kom til overfladen i vild jagt på et eller andet og det hele foregik få meter foran mig. Fisken var stor og jeg kastede febrilsk i alle retninger den kunne have valgt, men det hjalp ikke. Efter ti minutter måtte jeg se mig slået og trave op mod bilen.

Jeg skød den af på et andet spot også, men da det blæste endnu mere op og haglene begyndte at komme meget mere kontinuerligt, så valgte jeg at tage hjemover igen. Hjem til en omgang paneret hornfisk – det er ikke sidste gang jeg tager musikål med hjem.

Vejret er lort, men det er bare med at komme afsted – knæk og bræk!