Vintervandring i Mols Bjerge

Fredag 29. januar

Af Jan Thomassen

Indledning

Jeg går ofte og planlægger næste tur i hovedet. Fisketur eller vandretur, det er ligemeget, for den bliver sjældent skrevet i kalenderen alligevel. Der er jo så meget. Der ligger dog en plan om at deltage i Fjällräven Classic, såfremt vi kan skaffe billetter, så vi er nødt til at træne op. Denne gang skulle turen med andre ord i kalenderen, så jeg samtidig kunne teste den nye rygsæk til dagsturene, en Fjällräven Abisko Hike 35.

Så manglede jeg bare at finde en rute. Jeg havde jo ikke været afsted siden turen fra Odder til Aarhus, hvor de nye støvler straffede mig. Det var de samme støvler igen. Jeg tog et halvvildt sats og valgte Mols Bjerge og Bjergetapen på de knap 20 km.

Dagen blev fastlagt, tasken blev pakket og bilen satte kursen mod Femmøller.

Starten

Vel ankommet i Femmøller hvor starten skulle gå, fik jeg hurtigt de rigtige sokker og støvler på. Det sad godt på fødderne og tegnede godt. Støvlerne måtte vist også være gået til nu så jeg lod det ekstra par sko blive i bilen. Nu måtte det briste eller bære og jeg begav mig over til oversigtskortet – kort tid efter satte jeg første skridt i det sneklædte landskab, hvor 20 km som udgangspunkt ventede mig.

Turen startede som lyn og torden, den går bare op, op, op og det samme gjorde pusten. Det nyttede ikke noget at tro det skulle gøres på tid, for så kunne jeg hurtigt ende på røven. Mange andre have gået her og den nedtrampede sne var flere steder glat. Jeg gik ofte ude i siden af sporet, i det løsere sne, så jeg kunne få fodfæste. Jeg blev ret hurtigt tvunget til at finde et tempo og tage det lidt roligere. Der var jo også tid nok til at stoppe og nyde det – hold op hvor var det smukt.

Afsted det gik og jeg kunne hurtigt mærke roen gøre sit indtog, hvor var det lækkert. Til gengæld er jeg blevet udstyret med en indre radiator, der ikke kan indstilles. Radiatoren blev hurtigt overophedet og nu måtte påklædningen stå sin prøve. Planen var at holde en lille pause hver time, men i et iskoldt landskab og drivvådt tøj, så var det knap så indbydende. Efter den første time var der heller ikke et egentligt behov, så jeg fortsatte ufortrødent.

Den forkerte vej

Turen bød på mange smukke scenarier og efterhånden nærmede jeg mig et område der virkede velkendt. Vildt nok, for jeg havde aldrig været i området før. Efter lidt tid gik det op for mig, at jeg var gået forkert. Jeg gik i ring. Pis også, det gav jo ingen mening. Frem med telefonen og få dannet et overblik, men signalet var ringe og tålmodigheden ikke på min side. Jeg gik videre, for jeg havde en fornemmelse af hvor det var gået galt. Ganske rigtigt, et afskiltene havde jeg misforstået og efter en afstikker, så var jeg på rette kurs igen.

Jeg satte farten lidt op og mosede på. Nærmede mig 13 km og kunne desværre mærke venstre hæl begynde at kilde lidt. Et typisk tegn på, at alle de skæve stillinger og vrid landskabet bød mig, efterhånden inviterede en vabel indenfor. Jeg tog chancen, jeg havde ikke lysten at sidde stille og lappe. Nu måtte jeg bide det i mig de sidste kilometer.

Jeg travede afsted, nød omgivelserne, og efterhånden var jeg ikke i tvivl om, at vablen var mødt op. Hul i det, den skulle ikke ødelægger de sidste kilometer af turen. Her gik det langsomt op for mig, at jeg egentlig ikke vidste hvor langt jeg havde tilbage, da jeg jo var gået forkert tidligere. Det er en ret ubehagelig fornemmelse og farten blev sat op.

Ingen kære mor

Indtil videre havde meget af ruten foregået i læ af skoven eller bakkerne. Nu begyndte jeg dog at nærme mig toppen af nogle bakker i stedet og det begyndte at vinde lidt. Det kunne godt mærkes. Jeg fandt lidt slidt læ bag et træ og fik en varm kop kakao – det hjalp lidt. Jeg slog hætte op på jakken og ja, det ser sgu lidt noller ud. Jeg gik rundt og lignede den onde, mørke tvilling til Kenny fra Southpark. Til gengæld vil jeg lige påpege, at den er fantastisk i vind, fordi den går så langt ud og dækker.

Efterhånden måtte jeg også spare på vandet, da jeg ikke havde set skyggen af kilder. Jeg fik 2-3 tåre for hver kilometer og det fungerede meget godt. På den måde åd jeg én kilomter ad gangen, stille og rolig, men ikke sikkert. Jeg var havnet i et område, hvor jeg synes der manglede skiltning. Jeg fandt ind på ruten igen, men jeg kunne også godt mærke noget var galt. Nu var jeg til gengæld ved at være træt af det, så jeg slog den hurtigste rute op til bilen på GPS’en og så var det afsted. Ruten var alligevel ‘ødelagt’ og nu ville jeg egentlig bare gerne hjem.

I’ll be back!

De sidste 2-3 kilometer var hårde og den sidste kilometer foregik inde i Femmøller by. Den var ikke så hård, men derimod virkelig kedelig, så jeg fik næste julelys i øjnene, da jeg kunne skimte bilen.

Jeg fik det drivvåde tøj af og smidt i en pose. På med noget tørt og varmt, før jeg fik iset bilen af og varmet den op igen. Turen var ikke gået som jeg havde ønsket. Jeg var gået fejl flere gange, jeg havde ikke holdt mine pauser, jeg kunne ikke holde vablerne helt væk og jeg var gennemblødt af sved. Til gengæld var jeg kommet igennem ruten. Jeg havde endda gået længere end jeg skulle og havde ikke givet op.

Min påtagede OCD er dog ikke vild med det, så jeg har allerede fastlagt én ting. Jeg skal tilbage igen, så jeg kan gå ruten rigtigt. Jeg glæder mig allerede til at se landskabet i en ny frakke!