Vandretur fra Silkeborg til Aarhus

Torsdag 21. maj – fredag 22. maj

Af Jan Thomassen

Indledning

Kennet og jeg er store naturmennesker – alt handler ikke kun om lystfiskeri. Vi har derfor længe talt om at tage på en decideret vandretur, med stor rygsæk, telt og hvad der ellers hører til. Der er selvfølgelig noget basisudstyr der ikke er helt billigt, men det er jo bare endnu en grund til at handle ind, hvilket vi (som i burde vide) elsker meget højt.

Mange af reaktionerne jeg fik, når jeg fortalte hvad min kr. himmelfartsferie skulle bruges på, endte ofte med: “Jamen hvorfor?”. Som om folk slet ikke kunne kapere, hvad der giver et menneske lyst til at gå sølle 65 km på 3-4 dage, komme tættere på naturens ro og bare føle sig lidt mindre, som en kontornusser med p-khud på fingrene. Ja, beklager mit franske, men spørgsmålet burde jo være: “Hvorfor ikke?”.

Både Kennet og jeg har været i militæret og jeg skal da ikke kunne sige, om det har efterladt et form for savn der gør, at det kommer lettere til os, at sætte pris på naturen og det den har at byde på. Uanset hvad, så kører vi ufortrødent på og det skal nok blive spændende og byde på nogle udfordringer og oplevelser.

Dette blev vores første tur af forhåbentligt mange, den gik ikke som forventet, men det er der sjældent noget der gør, når Kennet og jeg planlægger. Vi er ellers rigtig gode til at lave en plan, men når vi står derude, så sker der ofte ting og sager.

Da det netop var første tur efter mange år, så havde vi et pr opstartsmøder. Her var en anden sf mine kammerater også med, men grundet flytning sprang han hurtigt fra. På møderne lagde vi vores fantastiske planer og udstyrslister, som vi selv synes var ret så fantastiske. Bl.a. havde vi en masse lækkert mad til specielt den første aften, i form af 10 gode pølser fra slagteren, en del grøntsager og kød i tern. Skide smart, mente vi – vi blev klogere.

Uanset planer og erfaringer, så er det ikke altid tingene lykkedes. Det skal vi også huske at berette om, så alt ikke fremstår så skide perfekt.

Torsdag 21. maj / Kr. Himmelfartsdag

Vores toppakkede og 20+ kg tunge rygsække fandt vej til toget fra Aarhus mod Silkeborg. Kl. var ca 10.00 da vi landede og hurtigt fandt en bænk, hvor vi lige kunne gøre klar. Vejret var vanvittigt lækkert, med fuld drøn på solen, graderne og luften var fyldt med sommer. Vi stødte på en jævnaldrende kvinde der også var ved at gøre klar til vandretur ved bænken og faldt i snak. Vi skulle jo mod Aarhus og hun skulle med Trækstien mod Randers (ca 70km) – alene. Som de ‘rookies’ vi er, var vi ret imponerede. Det blev dog ikke mindre, da hun sagde hun forventede at være fremme om aftenen, allerede dagen efter – mit gæt var, at hun nok havde prøvet det før…

Vi fik gjort klar og helt præcis kl. 10.22 startede jeg tidstagning via Endomondo med automatisk stop, så timeren stoppede når vi gjorde. På den måde ville vi få et mere retvisende resultat i effektiv bevægelse og så var det ellers bare afsted. Jo før vi kunne være fremme ved første stop, Skimminghøj Teltplads, jo mere tid var der til at restituere.

Kennet fik hurtigt øje på afmærkning af ruten og det blev hurtigt klart, at vi ikke fik meget behov for GPS’en til at finde vej. Der er ret godt mærket af, på trods af det kort vi fandt online var helt til hest. Det gik derfor hurtigt gennem udkanten af Silkeborg mod Remstrup Å, hvor vi satte en god fart gennem et godt stykke med mennesker og liv.

Efterhånden som vi kom længere ud ad byen og ind i skoven, begyndte der at blive mere mennesketomt. For første gang i lang tid, var der ro og en duft af skov og sø – fantastisk.

Som udgangspunkt havde vi aftalt en pause på 10 minutter i timen, hvilket vi overholdt ret fornuftigt de første mange km, hvor der selvfølgelig også blev taget billeder. De første mange kilometer gav gode oplevelser med naturen, mange indtryk og der var vel ikke ét eneste menneske på vores vej, der ikke hilste pænt. Vi var et par turister i et gæstfrit land.

Det gav også mulighed for at teste noget af udstyret og lære nogle ting tidligt i processen. F.eks. er jeg en type der skal have meget væske, så min væskeblære på 1,8L blev jeg meget hurtigt venner med. Samtidig kunne jeg også se, at det langsomt blev mere og mere bøvlet for Kennet, at han ikke havde en og altid på besværlig vis, var tvunget til at finde sin LifeStraw-dunk fra sidelommen. Det skal dog tilføjes, at den er ret uundværlig også og der blev dælme drukket meget vand fra søen.

Efterhånden som vi nærmede os foden af Himmelbjerget, begyndte stierne at blive mere trafikerede, fødderne tiltog i ømhed og formen blev stille og roligt sat på prøve. Vi holdt derfor en god pause og forsøgte samtidig at finde ruten videre – vi manglede nemlig stadig et godt stykke.

De sidste kilometer mod Skimminghøj, tog os igennem skov, sti, vej og et stykke bredt grusvej, der virkede til at vare evigt. Vi var efterhånden ved at være godt slidte og kunne godt mærke, at rygsækkene var pakket med alt for meget luksus. Sikke en lærestreg at få og hvilket udueligt tidspunkt at få den på. Da vi havde målet inden for rækkevidde, altså så tæt at vi kunne se det, var vi så ødelagte, at vi var nødt til at holde pause for hver 50 meter. Vi brugte af samme grund også de første 10 minutter på at ligge i græsset og glo op i himlen – vi var færdige!

Vi livede stille og roligt op, rejste teltene, gjorde det lækkert og klar til senere og begyndte at lave mad. Det smagte himmelsk, men vi blev også hurtigt enige om, at det var vægt der kunne have været undværet – sammen med den flaske whiskey, to fløde og brun farin der blev smidt ud. Dumt, men endnu en lærestreg.

Efter maden skulle der hygges og vi trængte til øl. Der lå en købmand tæt på og selvom fødderne havde det hårdt, så var der ingen vej udenom – afsted med mig. Der lå jo en købmand lige om hjørnet. Hvad vi dog havde glemt var, at det var helligdag og inden jeg fandt en restauration der serverede specialøl, havde jeg gået yderligere 3km – jeg kom dog tilbage med 10 Ceres Classic og hold op de smagte godt, på trods af alt natpisseriet…

Fredag 22. maj

Vi kom ud af fibrene i fornuftig tid. Præcist hvornår er ikke så relevant, men i god tid før solen stod op og tog fat. Det betød vi lige kunne få ryddet op, spist morgenmad, siddet og slappet lidt af imens solen netop kiggede frem og tørrede teltene, der nu blot manglede at blive pakket helt ned.

Imens vi sad og lavede en plan for dagen gik tiden. Det flaskede sig ikke helt, da vejret sagde der skulle falde en del regn fra omkring kl. 14.00. Ikke fordi regn er et decideret problem, men når vi nu havde masser af tid og mulighed for at undgå det, så kunne vi jo lige så godt det. Det eneste sted vi mente at kunne nå inden, var dog en lille by inden Skanderborg, ved navn Alken. Her kom næste udfordring så – de har shelters, men ikke mulighed for at slå telt op og det var jo lidt meningen med turen – kun telt.

Efter lidt tøsefnidder om hvem der skulle ringe og tale med udlejeren, endte jeg med at trække det korte strå. Jeg ringede op og fik hurtigt fat i en sød kvinde. Jeg forklarede hende vi meget gerne ville have lov at betale for booking af shelters, men blot slå vores to telte op. Meget imod normen, så fik vi lov og det gav endnu et boost til humøret og energiniveauet.

Vi havde nu fået pakket alt ned, fået fødderne svøbt ind i frisk uld, intet gjorde ondt-ondt, planen var lagt og der var intet der kunne stoppe os i vores videre færd. Der var ca 15 km til næste mål (Alken), hvilket jo var 10 km mindre end dagen før – peanuts!!!

Vi fik sat et fornuftigt tempo og havde det gode humør med på vejen, inden vi svingede ind på en bred grussti der af uforklarlige årsager, var et helvede at gå på og den var lang – meget lang. Da vi endelige var på den anden side, så landede vi på endnu en uduelige vej – ren sand og op ad bakke. Efter ca 5km var hele kroppen øm igen og fødderne begyndt at sætte vabler, hvilket vi ikke var forberedte på. Dagen der startede så godt og varslede nye tider, havde på kort tid vendt os ryggen og det begyndte forbavsende hurtigt, at være forbavsende hårdt.

Vi ramte et stykke hovedvej (asfalt) hvilket i mine øjne ikke er et hit, men rammer rimelig hurtigt en fornuftig grussti og fortsætter stædigt ad red route. Solen og skyerne kæmper en kamp, som skyerne i øjeblikket er ved at vinde, alt imens vi sveder videre ad endnu en grussti, der ikke virker til at have en ende. Endnu en pause bliver spontant skrevet ind på ruten, på en bænk ved endnu et voldsomt flot område.

Videre!

I forhold til planen vi lagde få timer tidligere, var vi allerede et godt stykke bagefter. Regnen holdt dog sit løfte og var endda i god tid, hvilket på en måde var rart, men mest træls. Vi var godt klar over tempoet skulle op, hvis vi ikke skulle ende i den store byge og på trods af nogle trædepuder der var godt møre, så skruede vi farten et nyk op.

Hver gang vi kom forbi andre mennesker, så kom facaden op – et smilende ansigt der glad hilste på alle og med det samme de kiggede væk, så var trætheden malet i fjæset på os. Det virkede mere og mere som en lærestreg der havde strejfet os dagen før og nu ramte os med fuld kraft – lige i smasken.

Vi ankom til Øm Kloster, hvor der ligger et ‘lille’ sted der sælger blomster, økologisk is og Hancockvand og -øl. Det var tiltrængt og imens vi sad der uden for butikken under et træ og nød regnens stille silen, Carsten Hønge på en motorcykel og ømme fødder, faldt det endelige spørgsmål fra min side: “Når vi til Aarhus?”. Kennet svarede: “Nej, det tvivler jeg efterhånden på…” og jeg var desværre enig. Vi var ødelagte – rykket helt fra hinanden. For mange kg på ryggen og fødder der slet ikke var forberedt på presset. Formen var forbavsende nok det eneste der virkede, men hvad hjælper det, når fødderne ikke kan bære mere og nu også var blevet nedgraderet med vabler?

Kennet benyttede sig af en livline og vi kunne forvente afhentning efter ca en time ved Øm Kloster. Det gav os god tid til at reflektere lidt over beslutningen. Var det nu det rigtige – kunne vi ikke godt have nået til Alken og restitueret os klar? Nej, det kunne vi ikke. Vi kunne dog forberede os bedre til næste gang.

Sikke en lærestreg – sikke et nederlag – sikke en ‘hævn’ at have til gode, når vi kommer tilbage!