Vandretur fra Odder til Aarhus

Fredag 24. juli – lørdag 25. juli

Af Jan Thomassen

Indledning

Hvis du har læst om vores forsøg på bare at springe ud i vandring og gå fra Silkeborg til Aarhus, så ved du også, at vi brændte nallerne. Som man siger på engelsk: “We took a hit!”. Vi lærte heldigvis en masse og blev hurtigt enige om, at vende tilbage – når vi lige havde været i træningslejr.

Første træningstur blev fra Odder til Aarhus, en tur på 30 km med overnatning på Ajstrup Strand Camping halvvejs. Første halvdel af ruten er præget af asfalt og bebyggelse, før man netop rammer campingpladsen og derfra skal igennem skov tæt på kysten, hele vejen ind til Aarhus.

Til lejligheden havde Kennet investeret i en væskeblære, en lektie lært fra første tur. Jeg havde også investeret lidt i bl.a. nyt fodtøj, et par Meindl Island støvler og en ny sovepose der var lettere og mindre. Derudover havde vi forberedt os lidt specielt, for at vænne os til vægten. Vi havde fyldt rygsækken som om vi skulle gå fra Silkeborg til Aarhus, men kun det vi følte var nødvendigt – altså ikke flere kilo mad og alkohol denne gang.

Fredag 24. juli

Lige som sidst, så startede min dag med at hoppe på letbanen, denne gang med en rygsæk der ikke var top på og uden togskifte. Jeg skulle bare sætte mig og vente på Kennet hoppede om bord i Aarhus C.

Alt var planlagt og vi landede i Odder ca kl 9.00 og så gik turen ellers vinkelret mod kysten. Jeg havde de nye støvler på for første gang og de var skønne, det ville blive en leg mod Aarhus og vejret var skønt.

Men ak ja … intet skal tilsyneladende være for let, men mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.

Vi kom rimelig hurtigt ud af Odder og her begyndte skyerne at svæve ind over landskabet. YR sagde dog ‘ingen regn’, så det kunne ikke passe. Det kunne det dog godt. Jeg vil ikke sige det pissede ned, men det silede og det blev ved, så vi fik skaljakke på og Kennet fik regnslaget på sækken. Vi fortsatte ufortrødent. Vejret var jo ikke et problem, men så fik vi testet lidt udstyr.

Mere eller mindre hele vejen fra Odder til Saksild Strand, der regnede det. Humøret var dog ganske højt og rygsækkene tyngede slet ikke på samme måde denne gang, så noget havde vi gjort rigtigt. Til gengæld havde jeg gjort noget andet forkert og her kommer dumheden så ind billedet. Jeg havde ikke gået mine nye støvler til og anede der var noget der drillede lidt, men det kunne ikke passe – videre. Jeg havde jo fået at vide, at man umuligt kunne få vabler i netop disse støvler, uanset hvor hårdt man end prøvede.

Inden vi ramte Norsminde blev det dog for meget. Støvlerne var så stive, at hver gang jeg tog et skridt, så pressede de hårdt mod skinnebenet over anklerne. Efter ca 10 km var begge nedre skinneben hævede, røde og helt ufatteligt ømme. Ikke den start jeg havde satset på. Var det potentielt dødsstødet for turen allerede? Det var sgu for sølle og jeg var langt fra tilfreds!

Jeg bed smerten i mig og vi fortsatte til Norsminde, hvor vi havde aftalt at holde pause, købe lidt lækkert og nyde det. Tid var der heldigvis rigeligt af, så Kennet hentede et par fiskefrikadeller fra Fiskehuset, som jeg havde fået anbefalet. Hold op de var gode. Kennet endte med at bestille Fish’n’Chips og jeg selv nappede en Norsminde Stjerne (stjerneskud) og det hele blev skyllet ned med en 1864 Blanc.

Det gav energi og motivation, selvom jeg stadig havde det som om, at nogen havde tæsket løs på mine skinneben med en metalstang. Endnu engang handlede det om at bide det i mig og komme videre. Jeg stopper fandeme ikke 2 km fra målet og så havde jeg tid til at restituere. Heldigvis havde Kennet ingen skavanker, hans støvler var rigeligt gået til, så det skulle nok gå alt sammen.

Vi kom frem og jeg fik slæbt mig op for at købe plads og så var det ellers bare ned og få skiftet støvlerne ud med skoene. Så var alt godt igen. Teltene kom hurtigt op, der blev pakket ud og gjort klar – så var der kun én ting der manglede; bajere og snask!

Resten af dagen stod på tiltrængt afslapning, et varmt bad, en god cigar ved vandet – så romantisk…

Lørdag 25. juli

Efter en ganske udmærket nat lagde vi teltene til tørring, imens vi fik lidt morgenmad. Kennet havde selv eksperimenteret og det så fint ud, omend der var til et par dage. 

Herefter blev der stille og roligt pakket ned og gjort klar til fortsættelsen. For mit vedkommende skulle det blive en spændende dag. Selvom anklerne var blevet bedre, så var de stadig ømme. Der var ikke langt til smertehelvede og jeg gruede for det der ville komme. Op på hesten, på med nyt uld og støvler – afsted med os. Den smukkeste del af ruten ventede os nu og det motiverede.

Vi bevægede os nu ind på kendt grund og travede afsted i et fornuftigt tempo. Det gik for mit vedkommende over alt forventning. I hvert fald den første kilometer. Vi nåede lige op i skovområdet, før den første bænk skreg på mig og noget måtte gøres. Ikke nok med anklerne hastigt blev mere og mere ømme, men nu var der også en vabel. Frem med lappegrejet og kør en film på nethinden, fra dengang man var i militæret – og så var det ellers videre.

For at resten af beretningen ikke skal blive en lang tudehistorie, så lad mig én gang for alle understrege følgende – det gjorde forbandet ondt! Vablen var stor og anklerne nu blå og ufatteligt ømme. 

Med langsomme skridt, dog i den rigtige retning, kom vi forbi områder vi havde været ved før, men aldrig rigtig set. Flere steder kunne man virkelig se, hvordan der i istiden virkelig havde været brydninger i naturen. Det store skovområde syd for Aarhus, har virkelig meget at byde på, hvis man åbner øjnene.

Efterhånden kom vi til og krydsede Giber Å, hvilket betød Moesgaard Strand og salg af pølser og brød. Det var et helt fantastisk og tiltrængt stop. Det var lidt som at være med i et computerspil, hvor man tæt på afslutningen manglede liv, men fandt lidt på sidste stop.

Herefter gik det endnu langsommere. Vi blev trætte af mandemaden, men jeg var nu ikke længere i tvivl om, at jeg skulle gennemføre. Imens travede Kennet bare afsted. Ikke så meget som lille bitte overfladisk vabel havde han, hvilket selvfølgelig var godt for ham. Det gav dog stof til eftertanke hos mig.

Vi skiltes et stykke inden havnen, da det var lettest for Kennet at gå hjem derfra og min plan var at hoppe på letbanen og trille med den.

Efter turen har støvlerne været med på en hel del ture på 5-8 km og en enkelt tur på 21,5 km. Der har ikke været noget med anklerne siden, kun en enkelt vabel og den tilskriver jeg det ujævne terræn. Jeg tror med andre ord, at jeg fik støvlerne gået til fra Odder til Aarhus.