UL VS. FLUE
FREDAG 17. APRIL
KL. 12.00
Weeekend – hvilken bedre start på dette, end en tur ud med stangen?
Turen starter ved den lokale grejpusher, da Jan er blevet enig med sig selv om at han skal have en UL-stang.
Da denne først vil komme hjem i dag, venter vi ‘roligt’ på at GLS ankommer med pakken og i sidste ende, bliver der da også ringet til chaufføren for at høre hvor han er henne, så vi kan få den pakke afhentet direkte i bilen.
Cyklen er pakket og vi stiger på bussen.
KL. 13.45
Vi triller fra bussen mod Pinds i roligt tempo, det er jo weekend og der er ingen grund til hastværk.
Da vi triller ind på parkeringspladsen er det med et chok uden lige, da der kommer en personbil i fuld fart og dytter helt vildt. Vi snakker lidt om hvilken hidsigprop det dog er, men tænker ikke mere over det.
Stængerne bliver rigget til, Jan med sin nye UL og jeg med min #5 fluekæp.
KL. 14.00
Vi triller ned til søerne og starter så småt ud – ikke engang 10 min efter bliver der råbt højlydt efter os. Vi vender og ser vores grejpusher komme vraltende til en kort snak.
Der går ikke mange minutter, før jeg får først hug og lander en flot fisk efter ca. 10 minutter. Samtidig hører man nede i enden fra grejpusheren, at han også får en fin fisk. Han napper dog krogen med sin peang, inden den overhovedet kommer over vandet.
Jan triller roligt rundt med sit UL-udstyr og får den roligt indviet og lærer den at kende.
KL. 14.30
Grundet vinden vælger vi at skifte plads til den anden sø og finder et fint sted med muligheder, for både flue til flere af områderne og fine forhold til UL.
KL. 18.18
Jeg er ved at skifte plads, da jeg ser en fin fisk komme svømmende lige så roligt gennem vandet, vælger at kaste en meter foran og lade fluen falde ned foran den, rykker to hurtige gange i linen og hugget falder prompte. Den kæmper godt og stikker både ud og dybt flere gange inden fisken landes.
KL. 19.30
Inden vi pakker sammen har jeg i længere tid gået og fisket til et hjørne af søen, hvor der nærmest stod stimer af fisk, dog var de meget passive og ihærdige forsøg, flueskift og alle verdens tricks virker ikke på dem.
Jeg vælger derfor at skifte tilbage til min ‘standard’-flue og kaste lidt længere ud i søen og med det samme faldet hugget.
Alt i alt en god dag, med fire landede fisk for mit vedkommende og desværre ikke nogen intens fight på UL-stangen, denne har vi stadig til gode.
SLUTBEMÆRKNING FRA JAN
Bare for at sætte mit eget præg på denne rapport, så havde jeg store forventninger til denne dag. Jeg havde længe kigget videoer om UL-fiskeri og havde efterhånden overbevist mig selv om, at det da er mindst lige så godt og effektivt som fluefiskeri. Derfor havde jeg nogle dage inden fået bestilt et UL-hjul hjem og lagt en UL-stang til side. Vi er ude i 0-5 grams kastevægt, så det er noget virkelig let og bevægeligt grej.
Jeg så frem til turen, rigtig meget, for hvem vil ikke gerne prøve at fighte en fisk på så let udstyr? Samtidig var jeg overbevist om, at det nok skulle lykkedes mig og bare én fisk ville redde dagen!
Sådan gik det dog ikke, som den vakse læser vil kunne uddrage fra ovenstående. Ikke så meget som et hug mærkede jeg. Det er dog også et nyt område for mig, så gode idéer til endegrej modtages med kyshånd.
Fluestangen vandt, som sædvanligt, over spin.