Yes, efterårets første konkurrence er i skrivende stund overstået og herunder følger et kort resumé af begivenhederne, hvis man da kan kalde det sådan. Vi er efterhånden blevet fire stk. fiskegøglere på holdet og to af os troppede op til dette arrangement, Kim og jeg selv (Jan). Vi plejer vanen tro at koncentrere fiskeriet omkring Morsø og da jeg ankom fredag eftermiddag, var vi meget klar til de kommende par dage og lagde store planer.
Lørdag 29. september
Vi stod tidligt op, så vi kunne være ved den udvalgte plads i rigtig god tid. Jeg hentede Kim, vi rullede afsted og ca. 20 minutter senere stod vi på pladsen. Det var ikke det fedeste syn der mødte os. Stærk vind, skum på bølgetoppene og selvom det stadig var mørkt, så vidste vi begge to godt vandet på denne plads ville være helt mudret til. Øv – videre!
Vi hoppede lynhurtigt til næste plads, hvor vi var helt sikre på bund- og vandforhold, ramte rigtigt og gik i gang. Vi fiskede ikke ret længe, før en temmelig ubehagelig stank ramte næseboerne. Noget vi ikke kunne placere, men fandt så ud af, at det måtte stamme fra det vi i lang tid troede var opskyllede brandmænd – føj for satan det lugtede. Det viste sig senere, at det ikke var brandmænd, men noget der hedder lungegopler. Da vi efter et par timers fiskeri kun havde en fastgroet stank i snuden og ingen fisk i hånden, besluttede vi os for at rulle videre.
Vi tog chancen og kørte til en plads med pålandsvind og det var umiddelbart ikke dumt. Vandet var kun let grumset og det stank seriøst af gode fisk, så vi gik meget ivrige i krig. Strækket er ikke det længste, men til gengæld ofte meget effektivt – bare ikke i dag, ufatteligt.
Vi kørte til en anden plads, men her var vandet helt plumret til, så den gik hjemover til et lille mellemhvil.
Efter et hvil og nye planer, endte vi på en plads der til tider kan fiske rigtig godt. Det kræver selvfølgelig fiskene kan se et bytte, eller man rammer fisken lige i emhætten. Vejrguderne var ikke med os i dette tilfælde heller, så vi måtte igen ty til en østvendt plads vi ikke havde hjemebane ved.
Vi lander på pladsen og som det første tjekker vi lige for fredninger, hvilket betød vi kun måtte fiske mod syd – fint fint, det var lige så grumset som så meget andet denne dag. Hul i det, nu skulle der fiskes.
Efter en times fiskeri, hvor ingen af os troede på det, fik Kim et pludselig hug og vågnede lidt op. Et split sekund efter hugget var der fast fisk. En fast fisk der ret hurtigt smuttede af igen. Den fik lidt ekstra gas efter det, men mere blev det ikke til og vi tog hjem – nedslåede.
Søndag 30. september
Sidste dag i konkurrencen. Vinden havde heldigvis lagt sig lidt, men vi havde allerede aftalt en god plads på forhånd. En plads der også fungerer i hård vind, og vi mødtes kl. 7.00, til perfekt vind og vindretning. Vandet var perfekt og vi vidste på forhånd, at bunden også var – det her, det ville komme til at give fisk – det skulle det da..?
Vi gik i gang og jeg selv havde følelsen i hvert eneste kast, at en god fisk kunne slå til hvert sekund. Det er den fedeste følelse som lystfisker, men det er også en skrøbelig følelse og den begyndte stille og roligt at aftage, efterhånden som tiden gik. Pladsen er dog så lækker, at troen trods alt aldrig forsvandt.
Kim gik et rigtig godt stykke i forvejen og jeg kunne på god afstand se, at han pludselig var meget fokuseret på én plads. Han gik videre, men blot blot for at vende tilbage og give pladsen nogle flere forsøg inden jeg nåede frem. Ganske rigtigt kunne jeg konstatere, at han havde haft en god følger, derefter et hug og så fast fisk et kort øjeblik, der dog hoppede af igen. Motivationen steg selvfølgelig.
Vi blev enige om det nu måtte briste eller bære – det blev ikke til flere pladser i dag, så nu fik den fuld gas, til vi ikke kunne eller gad mere. Vinden tog herefter til og byerne blev længere og tungere, ikke at det gjorde nogen forskel for udstyret gjorde hvad det var betalt for at gøre, så vi travede ufortrødent videre.
Efter yderligere en time blev vi enige om, at turen gik den lange vej tilbage til bilen og madpakkerne. På vej tilbage blev nettene fyldt med skrald fra stranden og jeg bliver lige overrasket hver gang – det er sørgeligt. Vi ville egentlig have givet det et skud efter maden på samme plads, men maden gjorde sit arbejde, nu var vi for alvor trætte og turen gik hjem – til sofa og seng – uden en eneste fisk i hånden på to dage. Sådan er det også til tider og i år, der er der mange af disse dage for mit eget vedkommende, men jeg bliver blot stædigere og stædigere.
På trods af manglen på fisk, så det altid skønt at komme til vandet og som stor fan af Liverpool, så er det jo let at sige: “Næste år!!!”.
