NY PR FRA MORSØ

Mandag 23. maj

Det var en af de dage, hvor der var en salig duft af havørred. Det var overskyet hele dagen, jeg gik rastløs rundt derhjemme og ventede kun på én ting – at komme ud med pinden. På denne årstid plejer jeg at tage afsted omkring kl. 17.00 og endelig slog klokken en sidste gang.

Vinden kom sagte fra sydvest, det er det gode hjørne på vestsiden af Morsø og da jeg ankom, der så det perfekt ud. Jeg fik samlet grejet og samtidig med, at jeg bevægede mig langs kysten mod mit udgangspunkt, så gik jeg og affiskede lidt løst – kast her og der, hvor jeg tidligere har taget fisk. Det var dog, som det nogle gange er, perfekt vind og vejr med lidt småregn, men ingen tegn på fisk. Min tro var dog stadig helt intakt!

Jeg nåede frem til lidt mere dybde, fik en smøg, en god kop kaffe og så var det ellers bare i gang igen.

Det skal lige nævnes, at det er en plads jeg kender rigtig godt. Hvis jeg ikke får fisk på første tur, så gør jeg rigtig ofte på anden tur – det her var en af de dage.

Jeg begyndte at fiske mig tilbage mod bilen, men allerede i tredje kast, der kommer der et hug helt inde ved stangspidsen. Den rullede et par gange, sprang fri af vandet og så tog den 2-3 udløb på omkring 15 meter. Den var stærk og adrenalinet begyndte at sætte ind og det med rette. Da jeg fik den på land efter god kamp, så jeg hvor stor fisken egentlig var, ikke voldsom lang, men tyk.

Jeg fik den målt derhjemme til 64cm og 4,1kg – jeg troede ikke selv på det, så fisken er vejet tre gange – den var god nok og ny pr til mig.

Fisken blev taget på Sølvkroken Favorit 12g.